Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
•278
omtalt clen senere, uden maaske i det 40 Aar
bagefter udgivne Digt «En døende» :
Som Taage synker i denne Stund
Alt, hvad jeg her maatte lide:
Et husker jeg dog, et eneste kun,
Det var min bitreste Kvide.
Nu stiger den fra sin Fængselsgrund,
Lydt skrige den vil fra blegnende Mund,
— — Alle skal faa den at vide.
Nej, nej, var stum du de lange Aar,
Vær stum min Sorg, til det sidste!
Holdt ud du i H jertets fej reste Vaar,
Hold ud, ret snart vil det briste! —
Stil, rolig, min Skat! min bitre Fryd,
Min Straf, min Stolthed, mit Hjertes Pryd —
Jeg tager dig med i min Kiste. *
Legemlig og aandelig syg efter denne oprivende
Begivenhed, fulgte hun i 1833 sin Fader til Paris
for at konsulere en berømt Læge. Skjønt hun paa
Grund af sin Tilstand var nødsaget til at leve meget
stille, synes det tlog ikke usandsynligt,, at de
Forhold, der herskede i Paris i hint Aar, har øvet sin
Indflydelse paa hendes Udvikling, Spørgsmaalet
om Kvindens Stilling i Samfundet, om Forholdet
mellem de to Kjøn laa dengang saa at sige i Luften.
St. Simonismen, der da stod i sin højeste
Blomstring. havde skrevet det paa sin Fane, og Aurore
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
