Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
•298
V.
Da Camilla Collett liavde været gift i to Aar
begyndte nye og stærke Sorger at bryde ind over
hende. I 1843 døde en af hendes Veninder og
hendes Moder. «Vi havde ikke været noget rigtigt
f’or hinanden, vi kunde ikke være det», udbryder
hun ved Tanken om Moderens Død*; men netop
derfor sørgede hun saameget stærkere: «Den
Dag, da hun blev begraven, gjemte jeg mig i den
fjerneste Vraa nede i Dalen, jeg holdt Hænderne
knuget for Ørene for ikke at høre Klokkerne.–
Jeg troede, det var umuligt, at et Menuaske kunde
græde saa ustandselig, som jeg græd den Dag.» I
1845 mistede hun atter en af sine kjæreste
Veninder og sin Broder Henrik, ** og tre Aar efter
gjorde Døden atter sine Rettigheder gjældende
ligeoverfor en af hendes Kjære; den berøvede hende
hendes Eader, som hun synes at have elsket med
en rørende, dyb Kjærlighed, og hvis dybe Tungsind
* „I de lange Nætter", Side 52.
** Om hendes Forhold til ham se „I de lange Nætter"
Side 243, hvor det blandt Andet hedder: „Vore Veje skiltes,
maatte skilles, for aldrig mere hernede at forenes. Min
Broder! det er ikke saa, at jeg troløs forlod dit Spor, jeg
kunde blot ikke følge dig i den vilde Larm. Paa den
stille Vej, jeg maatte gaa, har jeg staaet og skuet ud og
ventet og ventet med Smerte, men du kom ikke tilbage."
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
