Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
•300
39 Aar gammel, og dog havde hun allerede oplevet
saa meget sørgeligt, at et Menneske i Almindelighed
neppe oplever halvt saameget i 70 Aar. Hun havde
havt en trist Barndom, der tidlig havde ødelagt det
friske, ubevidste i hende. Hendes Ungdom var tidlig
bleven formørket af Skuffelser og bristende
Illusioner. Som moden Kvinde havde hun følt sig saaret
og krænket og stødt haardt tilbage i sig selv, og
da hun havde faaet sit eget Hjem, begyndte Døden
at herje saa slemt i hendes Omgivelser, at hun ikke
tik Tid til at glæde sig ved det, før det var for
silde, før det var sprængt og lam sad alene tilbage.
Hvor faa lykkelige Øjeblikke havde hun ikke at
skue tilbage paa, hvor liden var ikke den Glæde,
hendes Minder kunde forskaffe hende! Og dog
valdet til Minderne, liun hovedsagelig var henvist for
Besten af sit Liv! Fremtiden existerede ikke for
hende. Et Liv i stille, tilbagetrukken Resignation,
et Liv, der hovedsagelig vilde blive optaget af en
sørgelig Kamp for den materielle Tilværelse, et Liv,
hvis daglige Løsen vilde være at savne og at undvære
— se der, hvad hun gik imøde. Hun, der havde
opsparet en saa stor Sum af brændende Lyst til at
leve, skulde da i Virkeligheden afslutte med Livet
— uden at have levet. At resignere var ikke
hendes Sag. Er der nogen som hverken theoretisk
eller praktisk har kunnet naa til Resignationen, saa
synes det at være Camilla Collett; for hende har
den altid stillet sig som et sørgeligt Onde, som en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
