Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
92
Mennesket Livets Midtpunkt.
for Lykke end de rent menneskelige, den
religiøskunstneriske Gengivelse al dem gik over til en
Forherligelse af Menneskeskønhed. Men ikke blot Guder blev
til Mennesker, alle Naturomgivelser blev det samme,
Bølger, Træer, Floder. Bjerge, Alt. Hvor man saa
vendte Blikket hen, spejlede Mennesket sig selv.
Mennesket var Livets Midtpunkt, ligesom Jorden var
Verdens.
Folketroen og Kunsten blev staaende her; men
Tanken søgte videre for at finde det inderste
Guddommelige. Som Sjælen i Mennesket maatte det være
noget usynligt. Herodot skimtede det i Historiens Gang
som Ligevægt, Maadehold, det Overdrevnes Selvforfald,
Nemesis; Sokrates i det enkelte Menneskeliv som en
umiddelbar Forvisning. Plato bestemte det som Ideen,
Aristoteles som det Fælles i Mennesket, Verden og
Gud: Tanken. Ad egne Veje var man saaledes naaet
til Begrebet om en usynlig Gud. Aristoteles’ Lærling
Alexander den Store, der paa sit Sejrstog viste
Hensynsfuldhed mod saa mange Folkeguddomme, kunde
uden at gøre Vold paa sig selv bøje sig ogsaa for
Jødernes Gud i det tomme Tempel.
Og dog var der en Væsensforskel mellem Jødernes
og Grækernes usynlige Gud. Det viste sig bedst i
Guds Forhold til Verden. For Jøderne var Verden
intet i sig selv, den var skabt af Intet af den
personlige Gud, og kunde atter blive til Intet, naar Gud bød.
Gud var Alt, Verden Intet. Men Grækernes Gud var
ikke en personlig Gud. Han var den Verden iboende
Sjæl, den Tanke, den Skonhed, der gennemstrømmede
den. Thi Verden var et Kunstværk, derom vare de
alle enige: Pythagoræerne, Plato, Aristoteles. Saa lidt
som man i en Statue kan skille den skønne Form fra
dens Stof, saa lidt kan man sondre mellem Verden og
Gud. De ere inderligt forenede, og ikke blot i hvilende
Ro, men i Live, thi Verdenskunstværket lever. Som
hos den skønne Yngling paa Rendebanen Sjæl og
Legeme gaae i Et i Kindens Rødmen, Øjets Glans,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
