Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Udødelighed.
101
ved Livet som ved et Klædebon, der trænger til at
aflægges.
Er der et Liv efter dette? Her skorter det
Stoikerne paa klart Svar. Med lige Ret kan man antage,
at den i Mennesket bundne Del af det Hele ved Døden
atter glider over i dette Hele og altsaa udvidskes som
Enkelthed, eller omvendt, at den engang tændte
Fri-hedsgnist fremdeles vedbliver ,at brænde som
selvstændigt virkende, lille Midtpunkt. Seneca f. Ex. udtaler
sig i begge Retninger. Han trøster en Moder, der
begræder Tabet af sin Søn, med, at Døden gør Ende paa
Alt, ogsaa paa Ens Lidelser, „den, der ikke længere
er til, kan heller ikke være ulykkelig". „Døden er i
sig selv intet, og gør alle Ting til intet." Men længere
hen i samme Brev siger han: „Nu er din Søn ført
hen til de fjerne, høje Steder, hvor han taler med de
salige Sjæle og er sammen med Scipioner og Catoner
og andre, der have foragtet dette Liv. Der, Marcia!
omfavner din Fader sit Barnebarn, glad ved at see
ham omstraalet af Klarhed, og forklarer ham
Stjernernes Løb" osv.1 Og i et andet Brev til en Ven søger
han at bibringe denne Glæden ved Livet, der
forestaaes „Hin Dag, Du frygter som den sidste, er en
Evigheds Fødselsdag, sku den frimodigt imøde! Tænk,
naar engang Naturens Hemmeligheder ville oplades for
Dig, Mørket briste og Lyset, det reneste Lys,
gennem-straale Dig! Da vil Du erkende, at hernede har Du
levet i Morke."2
Denne Vaklen i Opfattelse bør dog ikke være et
Udtryk for vexlende Frygt og Haab, men kun et Tegn
paa, at Spørgsmaalet om Udødelighed egentlig er
Stoikeren ligegyldigt. Det er ham nok at vide, at den Vises
Lyksalighed ikke forøges ved at vare ved, Evighed er
ikke rigere end Nuet, og at det inderste Selv i Enhver
er Et med Gud.
Ikke blot Mennesket bærer Præg af Forholdet
mellem Midtpunkt og Hele. Det samme gælder Gud.
Gud er paa engang „Vor Fader" (parens noster), der
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
