Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
102 Stoikernes Opfattelse af Guddommen.
er „hos og i os",1 men tillige den hele Verden. „Vil
Du kalde ham Naturen — Du har ikke Uret." Og
ligesom Forholdet mellem Midtpunkt og Hele hos
Mennesket tilspidses i Spørgsmaalet om Selvmord, paa
lignende Maade hos Gud. Thi Verdens Løhet er dette.
Af Gud — hvad enten man nu tænker sig denne som
„Logos", Ordet, det spiredygtige Skaberord, eller
Urtlamme — udviklede Verden sig. Ilden udstraalede
Damp, der afkøledes og blev til Vand, som bundfældede
Jord, og lidt efter lidt dannedes saa hele Verden, der
som en uhyre Kugle svæver i det tomme Rum. Alt
er skønt og vist indrettet i denne Verden, Udtrykket
for den guddommelige Fornuft. Men det gaaer Gud
som Mennesket. Ligesom dette behersker sig selv ved
at tøjle Lidenskaberne, brænde sig følesløs overfor dem,
saaledes opsuger Gud bestandigt under Verdens
Gang-noget af sig selv i sig, indtil endelig en Gang, naar
det saa er Guds Vilje, Alt ved en uhyre Verdensbrand
atter bliver ført tilbage til den oprindelige Enhed.
Herefter begynder en lignende Udvikling forfra.
Tidsrummet mellem Verdensbrand og Verdensbrand udgør
et uhyre Spand af Tid, en Verdensalder, det store
Verdensaar. Indenfor ethvert saadant sætter Gud sig
som Midtpunkt for et Hele og tager sig i Frilied atter
tilbage i sig selv.
Saa er Gud da som Mennesket det bestandig
vibrerende Vexelspil mellem Kuglens Midtpunkt og dens
Omkreds. I den selvbeherskede Sætten og Tagen af
sig selv, i den rene Vilje, stærk i Fremfærd, stærk i
Afkald, banker Livets Puls, ytrer sig Kunstværkets
ædleste Skønhed. Dag er ikke Liv og Lykke, Nat kun
Mørke, Død. Menneskelivet er Døgnet, baade Lysets
straalende Viljesvæld og dets Tvillingbroder med den
faste Beslutnings lukte Øje. Summen af alle de mange
Døgn, den stærke Form, der som Aaret bærer dem
alle, er Naturen, er Gud. Ogsaa Aaret har sin Gang,
rinder ud for atter at begynde.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
