Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
104
Kampen mod Dja’velen.
Tiden. Det er Viserens Gang, Uhrets Slag og Lægens
Forskrifter med deres Anvendelse, men ikke
Sygdommen selv. Den fyldte Alle, ikke blot hine Ulykkelige,
om hvis Lidelser de gulnede Blade tilfældigt give os
Melding, men Alle. Thi Enhver, og netop i højere
Grad jo bedre han var, følte Smerten, Rædslen i sig
ved Djævelens bestandige Anløb. I Drømme, i vaagen
Tilstand, i hver opstaaende Lyst eller fattet Beslutning,
var Djævelen En nær. Han stod bag Døren, laa skjult
under Sengehimlen, vimsede i Forstuen, stod lige bag
Ens Ryg, fløj paa En som en Flue. Det var ham,
der bragte det Nøgle Garn til at trille netop hen paa
Ens Fod, det var ham, der hindrede den Sortblissede
i at malke, dinglede Tyvekroppene i Galgen i Takt,
og mjavede som en Kat om Aftenen i Gaarden. Og
hvo kunde undgaae ham, naar han indsvøbt i et
ondt Menneskes Bønner, i Form af Forgørelse slog
ned! Et Haar, en afklippet Negl, blot en Sømstump
kastet paa Bislaget var nok til at give ham Magten.
Her hjalp ingen Troesbekendelse eller Skriftsted, de
gav i hvert Fald ikke det, man trængte til: sikker
Forvisning. Tro stod blot mod Tro, Haab mod
Frygt. Og det var Djævelens mindste Kunst at svare:
Amen.
Men saaledes svækkedes uformærkt selve Kirken.
Den ydede ikke den Iijælp, den var kommen for at
bringe. Det gik i Norden med dens Hjælp som med
dens Gudstjeneste. En Dag om Ugen strømmede Alle
til Kirke, følte sig sikrede bag dens Mure i Værn af
dens fælles Bekendelse. Men de sex øvrige Dage var
man prisgiven Djævelen. Og hvo borgede for, at ikke
dette Forhold i Tal skulde blive det samme engang
med Hensyn til Himmel og Salighed. Det varslede
ikke godt, at Kristus selv havde sagt: Mange ere de
kaldede, men faa ere de Udvalgte.
Saa delte da Livet for Slægterne i Norden i
Slutningen af det 16de Aarhundrede sig i to skarpt
udskilte Dele, den ubændige Glædes og den sorte For-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
