Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - En Valfart til den hellige Grav - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
90
Da Jeliséj naaede Hjemmet, var man allerede
i Færd med at kjøre Korn ind fra Marken. Hans
nærmeste glædede sig over al Maade ved at se
ham igjen og spurgte ham ud om, hvorledes det
var gaaet, hvorfor han ikke var fulgt med sin
Kammerat, men var vendt hjem igjen osv. Jeliséj
svarede blot:
— Det var nu ikke Guds Vilje. Jeg tabte
Pengene undervejs og maatte lade min Kammerat
gaa i Forvejen. Det var Grunden til at jeg ikke
kom videre. Vær nu ikke vrede paa mig for det,
men tilgiv mig i Jesu Navn.
Hermed gav han sin Kone Resten af Pengene
og forhørte sig om, hvorledes det stod til i Huset.
Alt viste sig at være i den bedste Orden, ligesom
der herskede Fred og Enighed i Familien.
Saasnart man inde hos Jefun erfarede, at Je-
liséj var vendt tilbage, kom man for at høre, hvor-
ledes det var gaaet deres gamle. Jeliséj svarede
dem, som han havde svaret sine egne:
— Jo, det gik rask nok for den gamle. Vi
kom fra hinanden undervejs, og da jeg vilde til at
indhente ham, traf det sig saadan, at jeg tabte
mine Penge, saa jeg ikke havde noget at rejse for,
og saa vendte jeg om igjen.
Det var da mærkeligt, mente Folk, at en
Mand, der ellers var saa fornuftig, kunde bære sig
saa dumt ad: gaa. Gud maa vide hvor langt, og
saa vende om paa Halvvejen, uden at have op-
naaet andet ved det end at være bleven af med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
