- Project Runeberg -  Sydhavet /
20

(1918) [MARC] Author: Jack London Translator: Axel Halling
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.







20 JACK LONDON

sig mod Lagunens fraadende Hvide. I næste Sekund var
de ogsaa forsvundne. Flere Træer styrtede og splintredes
som Tændstikker. Han var forbavset over Vindens Magt.
Hans eget Træ svajede farligt, og den ene Kvinde jamrede
og greb fat i den lille Pige, som paa sin Side stadig klyngede
sig til Katten.

Manden, som holdt paa det andet Barn, rørte ved Raouls
Arm og pegede. Han drejede Hovedet og saá
Mormonkirken vakle som en drukken Mand halvhundrede Alen borte.
Den var blevet revet løs fra sit Fundament, og Vind og Hav
løftede og puffede den ned mod Lagunen. En frygtelig
Vandmasse ramte den, væltede den og slyngede den mod
en halv Snes Kokostræer. Klaserne af Menneskefrugter faldt
som modne Kokosnødder. Da Bølgen trak sig tilbage, saás
de ligge paa Jorden, nogle ubevægelige, andre yridende og
bugtende sig. De mindede ham paa en underlig Maade om
Myrer. Han blev ikke forfærdet. Han var kommen ud over
Rædsel. Ganske som noget selvfølgeligt lagde han Mærke
til, at den følgende Bølge fejede Sandet rent for dette
Vraggods af Mennesker. En tredie Bølge kolossalere end nogen,
han endnu havde set, slyngede Kirken ud i Lagunen, hvor
den flød ned i Læ, halvt under Vand, og aldeles lignende
en Noas Ark.

Han saá efter Kaptajn Lynchs Hus og blev overrasket
ved at opdage, at det var borte. Begivenhederne fulgte
unægteligt Slag i Slag. Han lagde Mærke til, at mange af
Folkene i de Træer, der stod endnu, var stegne ned paa
Jorden. Vinden var igen taget til. Hans eget Træ viste ham
det. Det svajede ikke længere eller bøjede sig hid og did.
I Stedet for stod det ubevægeligt, krummet i en stiv Vinkel
for Vinden og dirrede kun. Men denne Dirren var
kvalmende. Den var ligesom en Stemmegaffels eller Tungens
paa en Mundharmonika. Det var Vibreringens Hastighed,

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 15:46:16 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/ljsydhavet/0024.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free