Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MAUKI 51
efter en hvilken som helst Maalestok, og af en Melanesiers
Ansigt at være var det ualmindeligt tiltalende, Dets eneste
Fejl var dets Mangel paa Styrke. Det var blidt, kvindeligt,
næsten pigeagtigt. Trækkene var smaa, regelmæssige og
fine, Hagen var svag, og Munden var svag. Der var
hverken Styrke eller Karakter i Kæberne, Panden og Næsen.
Kun i Øjnene kunde der ses et Vink om de ukendte
Egenskaber, der i Virkeligheden udgjorde en stor Del af hans
Personlighed, og som andre Mennesker ikke kunde
forstaa. Disse ukendte Egenskaber var Mod, Udholdenhed,
Frygtløshed, Indbildningskraft og Snildhed; og naar de
sav sig Udslag i en konsekvent og iøjnefaldende Handling,
blev hans Omgivelser forbavsede.
Maukis Fader var Høvding over Landsbyen Port
Adams, og da Mauki saaledes fra Fødslen af var et
Saltvandsmenneske, blev han et halvt Amfibie. Han kendte
Fiskenes og Østersernes Sæder og Skikke, og Revet var
som en aaben Bog for ham. Kanoer kendte han ogsaa til.
Han lærte at svømme, da han var et Aar gammel. Da
han var syv Aar, kunde han holde Ve jret et helt Minut og
svømme lige ned til Bunden paa tredive Fod Vand. Og
da han var syv Aar, blev han stjaalen af Kratboerne, som
ikke kan svømme, og som er bange for Saltvand. Senere
saá Mauki kun Havet i Afstand gennem Lysninger i
Krattet og fra aabne Pletter paa de høje Bjergsider. Han blev
Slave hos gamle Fanfoa, der var Høvding over en Snes
adspredte Landsbyer i Krattet paa Malaitas Bjergkamme,
hvis Røg paa stille Morgener er omtrent det eneste
Vidnesbyrd, som de søfarende hvide Mænd har om den talrige
Befolkning i det Indre. Thi de Hvide trænger ikke ind i
Malaita. De forsøgte én Gang paa det, i de Dage, da de
søgie efter Guld, men altid blev deres Hoveder siddende og
grine paa de røgsværtede Loftsbjælker i de Indfødtes Hytter.
4.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
