Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HEDNINGEN 113
Han lod sig sakke bagud for mig, hvor Hajen netop
lavede sig til at angribe mig.
„Lidt mere til venstre,“ raabte han derefter. „Der er
en Line i Vandet dér. Til venstre, Herre — til venstre!“
Jeg skiftede Kurs og svømmede blindt videre. Jeg var
nu neppe ved Bevidsthed. Idet min Haand lukkede sig
om Linen, hørte jeg et Udbrud fra dem om Bord. Jeg
vendte mig om og saá. Der var intet Spor af Otoo. I
næste Øjeblik kom han op til Overfladen. Begge Hænder
manglede ved Haandledene, og Blodet sprøjtede fra
Stumperne.
„Otoo!“ kaldte han blidt. Og i hans Blik kunde jeg se
den Kærlighed, der bævede i hans Stemme.
Da, og først da, til allersidst i alle de Aar, vi havde
levet sammen, kaldte han mig ved det Navn.
„Farvel, Otoo!“ raabte han.
Saa blev han trukket ned under Vandet, og jeg blev
halet om Bord, hvor jeg besvimede i Kaptajnens Arme.
Og saaledes døde Otoo, der frelste mit Liv og gjorde
mig til en Mand, og som atter frelste mit Liv til Slut. Vi
mødites i Hjertet af en Orkan og skiltes i Maven af en
Haj, og imellem laa sytten Aars Kammeratskab, hvis Mage
jeg nok tør sige aldrig er faldet i to Menneskers Lod, den
ene brun og den anden hvid. Dersom Jehova fra sit høje
Stade vaager over hver Spurv, der falder til Jorden, vil
Otoo, den eneste Hedning fra Bora Bora, ikke være den
ringeste i hans Rige.
Sydhavet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
