Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
160 JACK LONDON
Denne Gang blev der intet Røre. McCoys Nærværelse,
den Sikkerhed og Ro, der udstraalede fra ham, syntes at
have gjort sin Virkning. De drøftede Spørgsmaalet med
sagte Stemmer. Der var ikke synderlig Overtalen. De var
i Virkeligheden enige, og de puflede Londoneren frem som
deres Ordfører. Denne brave Mand var helt overvældet af
Bevidstheden om sit eget og Kammeraternes Heltemod, og
med lynende Øjne raabte han:
„Hvis han vil, vil vi ved Gud ogsaa!l“
Mandskabet mumlede sin Tilslutning og begav sig forud.
„Bi et Øjeblik, Kaptajn,“ sagde McCoy, da den anden
vendte sig for at give Styrmanden Ordrer. „Jeg maa gaa
i Land først.“
Hr. Kønig stod som lynslagen og stirrede paa McCoy,
som om han var gal.
„Gaa i Land,“ udbrød Kaptajnen. „Hvorfor? Det vil
tage Dem tre Timer at naa i Land med Deres Kano.“
McCoy maalte Afstanden til Landet med Øjnene og
nikkede.
„Ja; den er seks nu. Jeg kommer ikke i Land før ni.
Folkene kan ikke blive samlede før ti. Naar Brisen frisker
op i Nat, kan De begynde at arbejde Dem op imod den, og
saa kan De tage mig om Bord ved Daggry i Morgen
tidlig.“
„Men i al Fornufts og sund Menneskeforstands Navn,“
brød Kaptajnen løs, „hvorfor vil De forsamle Folkene?
Forstaar De ikke, at mit Skib brænder under Fødderne
paa mig?“
McCoy var saa rolig som Havet ved Sommertide, og den
andens Vrede frembragte ikke den svageste Krusning paa
det.
„Jo, Kaptajn,“ kurrede han med sin Duestemme, „jeg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
