Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Da Bob døde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
60
havde aldrig ført noget saakaldt Hundeliv og var
aldrig bleven hundset.
Den havde hele sit Liv ligget paa en Pude og
spist bare Sukker og Steg, og der er ikke mange
Hunde, ja ikke engang mange Mennesker, som ,kan
sige, at de har ligget hele sit Liv paa en Pude og
spist bare Sukker og Steg.
Nu havde Bob lukket sine Moge Øine for be
standig, og han skulde aldrig mere logre med sin
prægtige Hale.
Derfor var der trist i Stuen, og derfor sad Etats
raad Pohl og Hustru hensunkne i dyb Smerte.
Etatsraaden forsøgte at læse i en Avis, Fruen
broderede paa Kanevas.
Pludselig lod hun Hovedet synke, og en Regn
af Taarer strømmede ud over Uldgarnsroserne paa
Strameien.
» Kjære Lovise, vær dog fornuftig«.
»Men du seiv da?«
»Jeg —: jeg blev kun blændet af Solen, der
stod mig lige i Øinene«, sagde han og pudsede sine
duggede Briller.
Etatsraadinden reiste sig og lagde sine rosen
røde Uldgarnsnøster til rette i Sykurven.
»Skal vi gaa ind og se ham endnu en Gang?«
»Lad os det«.
De gik sammen.
Det var to buttede, velnærede Skikkelser om
kring de femti, med rødmussede Kinder, som Sor
gen sikkerlig aldrig havde klappet med sin kolde
Haand.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
