Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Da Bob døde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
76
»Lad os gaa, lille Bette«.
Det robuste Fruentimmer betragtede dem skarpt
og traadte ud paa Graden.
»Men hvad ser jeg! Er det ikke Dåmen, som
samlede Sypigens Barn op af Feieskarnet? Det
skulde dog vel ikke være den Lille, som er bleven
saadan en stor, fin Frøken?«
»Jo, det er hende*, sagde Karen. »Hun havde
Lyst til at se det Hus, hvor hun blev født*.
»Det er saamæn ikke stort at se paa den gamle
Rønne, som jeg har ejet i mange Herrens Aar. Det
er den eneste Erindring, jeg har efter min Mand,
det søde Asen, og stor Grlæde har jeg ikke havt af
det; thi skikkelige Folk vil ikke leie her, og det
Tiggerpak, jeg har, vil ikke betale«.
Bette trykkede sig tættere op til Karen.
>Hvilke deilige Klæder, du har paa, minPige*,
sagde Fruentimret og strøg nedad hende med sine
smudsige Fingre. »Du er vel mindst bleven Baron
esse? Det kan man kalde at have Lykken med sig.
Dersom jeg havde sat min lille Ane ud, det Skind,
saa havde Skraldemanden vel kjørt hende bort med
det andet Snaus«.
Bette klamrede sig til Karens Skjørt.
»Kom, lad os gaa«, hviskede hun. »Jeg er
bange.
Og skyndsomt gik de hjemad, medens det ro
buste Fruentimmer strøg de sorte Haartotter bag
Ørene og atter indtog sin Post i Gadedøren for at
se Flyttelæssene drage forbi.
Samme Formiddag sad Etatsraadinde Pohl i Dag
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
