Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Da Bob døde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
101
»Tal kun ud, Karen — da Bob døde, ikke sandt?
Jeg er ikke skinsyg paa ham mere; thi jeg tror nok,
at Frederik og jeg i Fremtiden skal skaffe Dig og
Mor og Far saa megen Grlæde, at I alle skal blive
nødte til at sige, at det kunde Bob aldrig have gjort*.
Livet er som en Jernbanefart.
Vi sidder i Kupeen i en halv Døs og fortsætter
Heisen, uden at vi næsten seiv ved af det. Det er
blot ved hver Station, at vi halvt forbausede ser ud
af Vinduet og forundrer os over, at vi er komne saa
langt paa Vei.
I to Aar kjørte Bette og Frederik videre paa
den store Jernbane, der fører til Evighedens Land*
Men de kjørte ikke i samme Vogn.
Han var paa en Landbohøiskole for at uddanne
sig til Godseier, hun i en fransk Pension.
Saa kom de til en Station, Brylluppet, og der
frå kjørte de i den samme Waggon, en Herregaard
over paa Jylland.
Den næste Station efter Brylluppet er Barne
daaben.
Dens Beliggenhed er temmelig forskjellig.
Imellem kommer man altfor hurtig til den.
Da Frederik og Bette naaede den, havde de
allerede reist sammen et Aars Tid, og i den Tid
havde de havt Etatsraadens og Karen til Keisefølge.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
