Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Mellem Grave
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
173
Hovedet var vel stort, Næsen var ogsaa for stor,
og Munden ligesaa; men de store, lyseblaa Ørne, der
straalede af Renhed og Hjertensgodhed, var smukke,
og det store hvidblonde Håar, der var strøget tilbage
fra den hoie Pande og lagt i rige Fletninger over
Baghovedet, var aldeles prægtigt.
Hun var klædt i en elegant, men enkel sort
Dragt, og det sorte Atlaskes Liv sluttede som et
Pantser om hendes velformede Taille.
Da Frøkenen havde seet et Øieblik paa Elin,
bragte hun hende til Sæde i Sofaen og tog seiv
Plads ved Siden af.
Frøken Walding var ikke ung længere; men
hun havde holdt sig godt.
Hun saa ud som hun var tredive Aar gammel,
skjønt hun sikkert var meget ældre.
Som bekjendt konserveres alting bedst i Kulden,
og dette havde ogsaa været Tilfældet med Frøken
Walding.
Thi efter hvad hun seiv paastod, havde hun al
drig været plaget af Varmen, det vil da sige Elskovs
varmen, for det er jo den, som bringer saa mange
Roser til at gulne for tidligt.
Hun havde aldrig elsket — sagde hun; men det
var dog vist ikke ganske sandt.
Hvem af os har ikke. elsket mindst én Grang —
de fleste meget, meget oftere?
Frøken Walding var en liden, kraftig Skikkelse
med et venligt, klogt Ansigt og noget resolut over
hele sit Væsen, som en Kvinde altid faar, nåar hun
er vant til at staa paa sine egne Ben.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
