Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Erik og Alfgerd
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
syntes mange ilde sunget, men Kongen selv mest,
og der blev stille. Saa bar Thorsten en anden Vise
op og sang:
Den Sommernat fik han ikke sove
— ved Strande —
han vilde Alfgerd i Løndom love.
Mod Vaade kan ingen stande.
Somme lo, og somme raabte, men ud af
Stræn-gene paa Harpen dansede gennem Dunst og Røg i
Bjælkestuen Alfgerd frem. Hun sang:
Og var du saa god, som du være kunde
— ved Strande —
i Sorg og Skam gaar du dog til Grunde.
— Mod Vaade kan ingen stande.
Kong Erik saa’ Alfgerds Dæmreskikkelse danse
frem imod sig. Draaberne af det Vievand, hvori han
under Højmessen havde dyppet sin Tryllepil,
spruttede ham nu ind i Øjnene som Gnister af
Helvedesild. Han huggede med Øksen efter Gøglesynet —
og gav af Vaade fire Mænd i Hirden Banesaar. Saa
klemte de andre ham ind mod Væggen, til Vildelsen
forgik. Tre Dage og tre Nætter derefter sad Kongen
uden Mæle, uden Mad og Drikke og uden at høre
andre Ord end Munkenes Mørkesang: de profundis.
Paa Viborg Ting tog Erik Ejegod Afsked med sit
Folk og drog paa Bodsrejse til den hellige Grav.
Vejen gik over Garderige. I Novgorod-Velikij mødte
de frie, endnu halvt nordiske Borgere Varegerkongen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
