Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - N:r 2 - Lidt om Island. Af Finnur Jonsson
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Orknoer, Faeroer, den isländske koloni i Grönland. Om Sverrig
for-fattedes der ikke nogen egenlige sagaer, men der findes rundt
omkring i de norske kongesagaer udmaerkede bidrag til landets historie,
også den indre. Flvem mindes ikke den aldeles fortrinlige skildring
af forholdet mellem Olaf d. hellige og Olaf d. svenske, o: skotkonning,
af den sidstes forhold til sit eget folk på det maerkelige ting, hvor
den gamle gubbe Torgny lagmand djaervt og frit sagde kong Olaf
sin — og folkets — mening — et lysende eksempel for alle tider.
Det er, når man overser hele den store sagalitteratur på Island,
en i sandhed vidunderlig frodig åndelig frembringelse, der har fundet
sted i det 12. og 13. årh. Og så har den tilmed det fortrin at vaere,
ikke alene om nationale aemner, men også i en national dragt; den
var skrevet i folkets eget tungemål, ikke, som det var skik og
brug alle vide vegne ellers hos de germanske og romanske folk,
skrevet på et for folket uforståeligt sprog, på de laerdes sprog, latinen.
»Latinens herrevaelde» rystede Islaenderne straks af sig; de par vaerker,
der virkelig forfattedes på latin, er ganske gået til grunde undtagen
for så vidt som de översattes på folkets mål. Folkerosten var i så
henseende lige så staerk som Torgnys på hint Upsalating.
1 denne förbindelse bor det ikke glemmes, at det også er på
Island, at de herlige Eddadigte er samlede og optegnede, ligesom
også mange andre nordiske oldtidstraditioner, der har fundet deres
samvittighedsfulde nedskrivere.
Det er ved denne sagaskrivning, ved denne samling af
oldtids-sagn og -sange, at Islaenderne har udfort en dåd, og derved gjort en
almengyldig indsats i verdenslitteraturen. Dette er den historiske
mission, de har haft at udfore, og hvorved de, så fåtallige end de altid
har vaeret, har haevdet sig en plads blandt folkene, forst og fremmest
blandt deres naermeste stammefraender.
Det 12. og 13. årh. er Islands egenlige litteraturperiode, dets
litteraere storhedstid. Det daler jaevnt i det 14. årh., og så kommer
nedgången over det hele i de folgende århundreder, foranlediget ved
mange sammenstodende omstaendigheder. Islaenderne sank i velstand
og driftighed. De holdt op med selv at rejse udenlands og dér
haente deres fornodenheder, tommer, korn og deslige. De havde
underkastet sig den norske konge kort efter midten af det 13. årh.;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
