Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Den lykkelige alder - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
54
bare leve dit liv —. Hvis jeg havde været ved scenen
nu — været flink og alting — jeg skulde saa gjerne
gi det op. Du kan kanske ikke forståa det, — men
netop fordi jeg ikke har forsøgt, saa længes jeg saa
frygtelig.
Nu kan jeg det saa daarlig. Jeg har jo bare
villet det bestandig. Jeg maa faa se, om jeg duer —.»
Hun gravet lommetørklædet frem af muffen og
trykket det rundt i ansigtet.
«Lille Hvidepus —.»
Uni smilte — det samme triste smil:
«Har du lagt merke til, hvor sjelden du kalder
mig det — alle de gamle tøvete navnene, alt det
vrøvlet vort, vi havde i begyndelsen. Kan du huske,
dengangen jaalet og vrøvlet vi altid. Og saa var vi
bestandig saa lyksalige, naar vi var sammen. Og
enige ogsaa altid —.
Og med engang vi havde gjort det offentlig, saa
blev det anderledes.
Endda vi er da ikke mindre glad i hinanden nu?»
«Jeg har tænkt paa det, ja — du havde kanske
ret dengangen —.»
«Aa, jeg havde det paa følelsen — det vilde
gaa saan — du skulde hørt paa mig. Hvorfor vilde
du ogsaa endelig deklarere det?»
«Jeg havde jo faat sikkert løfte paa den posten.
Ellers havde jeg jo aldrig —. Og saa det, at du
ikkenoget hjem har. Jeg følte det simpelthen som
jeg gjorde noget galt, naar jeg saan var oppe hos
dig og vi var sammen bestandig.»
Kristian sparket hidsig en sten udfor.
«Det var jo bagateller, som jeg skulde sat mig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
