Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Den lykkelige alder - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
62
løkken, som yret med legende unger i den brune
bakke. Huset laa høit oppe, med en flod af mørke
hustage nedenfor jordet, og paa den anden side stod
Ekebergaasen med røde lysgnister nedover i mørket
og svagtsvungen, sort linje mod østhimlen.
«Var du hos teaterchefen da? — Naa, hvad
sagde han da?»
«Aa — at jeg var nydelig, og havde talent og
alt det der. — Jeg kan det nu.»
Kristian tog hende ind til sig:
«Du maa ikke være saa modløs nu, Uni. Du
kan vide, du kommer nok frem, du og. Lidt vanske
lig er det naturligvis altid i førstningen — for alle.»
«Der er nu nogen ogsaa da, som slipper til med
en gang. Jeg skal si dig, det er fordi han ikke kan
fordrage fru Thomsen —. Som man kunde ha nogen
bedre at lære af. — Ogsaa naar man ser, hvad det
er for nogen — affekterte, skabagtige, talentløse kræ,
han har til damer —.»
Kristian nikket bare.
«Jeg orker ikke gaa til tante Bendikte iaften,
Kristian.»
Han strøg hende frem og tilbage over haaret
«Neinei da. Nu havde jeg forresten ringt op
Thomas og sagt, vi kom.
Hvad skal jeg finde paa med dig iaften da,
Uni,» spurgte han om lidt.
Uni klappet ham uden at svare.
Hun følte sig såar og nervøs. Det var ydmy
gelsen, hun havde følt overfor teaterchefen, der han
sad og snakket sig bort fra hende og hendes, venlig
og forekommende. — Det var dumt, at hun altid
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
