Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Den lykkelige alder - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
68
Det er den evige ufølsomhed. Vokster og død.
— Husker du isommer paa fjeldet. Kvernberget, vi
kløv op paa den kvælden ? Uren nedmod våndet, gul
graa og livløs og uforanderlig, slig den har staaet fra
før menneskenes tid. Naar jeg laa borti der, kunde
jeg føle det, som jeg og alt liv i verden bare var et
fnug i en bølge, der slikket et øieblik henover foden
af det evige ingenting —.
Uf nei, man skulde være buddist, skjønner du —.»
Charlotte bøiet sig over baalet:
«Kaffen færdig — holloi!»
Uni sad og frøs og orket ikke iskolde appelsiner.
Nei, hun manglet vist natursans. Hun havde
været i Nordmarken med Charlotte endel; de havde
gaaet fodtur sammen om sommeren ogsaa. Charlotte
var et andet menneske paa turer — altid i humør,
aldrig træt, praktisk —. Hun dat noksaa ofte paa
ski, men hun var oppe med det samme igjen og satte
udfor, hvor det skulde være, men Uni gruet til hver
bakke, laa alle vegne og karret om sig med staverne
og grov sig ned i sneen, maatte hales op og hjælpes
med bindingerne bestandig. Paa ski gik hun i det
hele taget for Kristians skyld, han vilde det saa
gjerne.
Men ellers ogsaa — om sommeren for eksempel.
Hun saa nok, det var vakkert, forferdelig vakkert.
Men alligevel gik hun bare og længtes efter at komme
did, de skulde — og naar de saa var der, ja saa
var der ligesom ikke mere. Naar hun havde seet
det, saa kunde hun ikke gjøre mere med det.
Kristian og Tomas kom, røde og svede, og fik
kaffe og mad.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
