Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Den lykkelige alder - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
72
Kritiken var bra, sagde allesammen. Saan over
strømmende var nu bare en ven af Ebert. Ellers
var det mest etpar linjer — fordelagtigt sceneydre,
god stemme, og en kjendelig nervøsitet.
Men engagement fik hun. Væsentlig paa grund
af stemmen.
Uni spillet i endel operetter den næste sæson,
og gjorde noksaa megen lykke. Det vil sige, kritiken
var ret velvillig. Men det var jo ikke roller, hvor
hun kunde gjøre stort andet end synge, agere og ta
sig ud.
Saa kom flere af stykkerne til at gaa svært længe
— til hun var inderlig lei rollen. Og prøverne og
det hele — egentlig var Uni ikke saa henrykt.
Hvor skuffet hun i virkeligheden var, tilstod hun
ikke engang for sig selv. Dette var jo bare en over
gang — første trin paa stigen.
«Kunstens præstinde!» sagde Torbjørg Bakke.
«Du er saa uhelbredelig høitidelig. Foruden din
dyd saa har du bevaret alle dine illusioner og hele
borgerskabets forargelse. Du maa se til at bli lidt
usædelig — se paa mig: Jeg er gyselig usædelig og
liker mig forfærdelig godt i verden!»
Saa lo Torbjørg af hendes forfærdede ansigt.
Uni ærgret sig over sig selv — det kvak altid i
hende, naar Torbjørg sad og snakket slig, endda nu
kjendte hun hende og vidste, hvad hun skulde ta det
for. Torbjørg Bakke var en storartet liden pige, som
hjalp sin gamle far med sin smule gage og stelte
for ham og en liden brorsøn — sommetider sagde
hun, han var hendes egen, men Uni havde skjønt
for længe siden, det var bare tøv.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
