Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Den lykkelige alder - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
74
med en eneste gang, hvor vi hører til. Man kan
være saa tarvelig klædt, som man vil.»
«Kanske de ser det paa fødderne.»
«De ser det paa gangen, tænker jeg. Paa hold
ningen og det hele. Paa munden. — Man ser saa
mange pene ansigter her. Men de bærer kroppen
paa en helt anden maade.»
De gik gjennem skidne kasernekvartaler, forbi
smaa, gamle træhuse med haveflek foran, der saa ud,
som hørte de egentlig til et andet, fredeligere sted
og en anden, fredeligere tid — passe til boliger
for gammeldags lystspilarbeidere med saftige vittig
heder i munden og enfoldig, konservativ gudsfrygt i
hjertet — ikke arbeiderne fra de mørke fabriker med
truende hjul og remmer, med gitrede vinduer ned
mod gaden; fagforeningsarbeiderne, der lytter ud mod
byens stemmer, veirer, som fæet paa fjøset mod
vaaren, og længes efter at sætte sine haarde pander
mod de lag, som ligger ovenpaa dem, og bryde
dem op.
— De var kommet bort til Nordre Gravlund.
Charlotte aabnet grinden og gik indover birkealléen.
Mod den gule aftenhimmel kunde det sees> at
trækronerne tyndedes. De saa mørke og fyldige ud
i dagen — nu mod den blege luft tegnet de sig
lette og gjennembrudte i de fine, sorte silhouetter.
«Jeg begynder at like september bedre og bedre.»
Charlotte stod ved en grav med mange roser.
«Det er dumt, vi ikke længer er saa naive, at
vi kan gi blomsterne mennesketanker. Septembérs
blomster. Grovere, med den sterkeste duft, levkøierne,
og resedaen og nellikerne, de ved, at frosten kan
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
