Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Den lykkelige alder - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
75
komme hver eneste nat. De staar og skinner op
mod maanen om nætterne — naar den snur, kanske
kaster den vinterveiret ned paa dem. Roserne sætter
trodsig knop efter knop, som de ikke kan faa ud —.»
«Herregud,» sagde Uni om lidt. «Femogtyve
aar er da igrunden ingen alder.»
«Det kommer saa an paa.
Herhjemme. Dette fortærende lyset. De lyse
aftener — man synes, man skulde leve dem, hver
en — for det er straks sankthans — saa slukner det
lige fort. Saa er det gult, løvet, nogen dage. Saa
regner det væk. Saa er det jul igjen. Og saa kjender
man næsten med det samme, fra søndag til søndag,
paa lyset, paa føret, nu kommer vaaren. Ungt løv,
lyse aftener — bare at vi er blit et aar ældre. Og
tiden rinder over os, og vi ligger som lig under
våndet — lever ikke.»
«Ja. Men Charlotte. — Selvfølgelig kan du ikke
være fornøiet med det, som du har det. Men der er
saa mange, der har det værre.»
Charlotte smilte fjernt.
«Det var ialfald en trøst, dersom ingen havde
det værre.»
«Pyt, sligt siger man.»
«Jeg mener det. De fleste mennesker var til
fredse, hvis de havde det som jeg. Foruden at det
da maatte være en aparte fornøielse at gaa omkring
med den allerstørste ulykke, saa kunde man da vente
sig noget af livet, naar man saa, det var lidt barm
hjertigt mod andre. Nu ved jeg faktisk ingen, jeg
synes, har det bedre. Altsaa er det vel min feil,
naar jeg er — ja ulykkelig rent ud sagt. Stelte jeg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
