Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Den lykkelige alder - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
82
Er den det — saa skal jeg aldrig mere snakke om
dette til dig. Tror du lige fuldt og fast paa den
saa. Selv om jeg skulde bli den anden. Det nytter
ikke, det ved jeg godt, — er det slig, at kunsten er
dit liv, saa maa du vel leve det. Du, du er mit
liv, saan som du er, med alt dit. — Men lad os
snakke ordentlig om det idag — paa forhaand.»
«Jeg tar ikke noget fra dig, Kristian. Du er
ikke den anden for mig. Kunsten, det er jo noget
helt andet. — Det er det, som er det bedste hos
mig. Hvis jeg ikke kunde elske noget høiere end
mig selv, ja lide for noget — kunde jeg da elske dig
med en kjærlighed, som var noget værd?»
Kristian Hjelde svarte ikke. Kunsten, hun elsket
mere end sig selv — det var jo bare hende selv,
hendes eget væsens udfoldelse. Kunsten — noget
graat, abstrakt noget — det virkelige, det var hendes
egen længsel, energi, hendes selv. Han, det var
altsaa noget udenfor det.
«Om vi nu faar barn — tar jeg fra dig, naar
jeg elsker dem — mere end mig selv, elsker jeg dig
mindre fordi, tror du?»
Bitterheden steg smertelig op i ham. Barn —ja
det var jo igjen ens eget jeg.
«Det kan jeg jo umulig vide nu.»
«Ser du — denne kunstanstalten borte paa City,
for mig er det jo bare en overgang, kan du skjønne.
Herregud Kristian — hvad kan man dømme efter to
sæsoner?»
«Andre ingenting, selvfølgelig. Men du selv?»
Uni sad og stirret. Kunde han da ane — det
hun havde spurgt sig selv om, saa mangen ensom
time .
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
