Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Den lykkelige alder - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
88
mig, at du havde vundet helt frem — med andre
«vaaben», som du siger.»
«Det er ikke sandt, Kristian.»
Han brød af:
«Tror du ikke, det er sandt, det som jeg siger
til dig?»
«Du tror det. Det ved jeg godt. Men det er
ikke det lille, du tar fat i — det er det, du har aldrig
før trodd, det skulde bli til noget med mig. Du
har ventet paa, at jeg skulde gi det op en dag, bli
træt og ty til dig .»
Kristian stanset. — Han følte en syg, raadvild
angst — hvor meget ret havde hun i det, hun sagde
— kanske det var saan? Og en bitter smerte —
hvor det var stygt, det hele.
«Og da er det umuligt —,» brød Uni ud i taarer.
«Hvad er umuligt — Uni, Uni da!»
«At det kan bli ved!»
«Det mener du ikke — hvad kan ikke bli ved?»
«At vi piner hinanden slig!»
Hun havde tat af sig hansken og drog ringen af
fingeren.
«Uni, Uni, nei — ! Uni, jeg skal finde mig i
alt —.»
«Det er netop det, jeg ikke vil, du skal ! Gi
mig ringen min, Kristian —.»
Hun havde ret, tænkte Kristian, da han sad alene
hjemme hos sig selv om aftenen. Det er umuligt.
Det baand, som bandt dem sammen —- naar de
begge drog i det hver til sin kant, naar der hver
dag var fine traader i det, som blev gnavet itu
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
