Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Den lykkelige alder - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
91
Hendes første følelse var jubel — og bagom
befrielsen, at Kristian levet, stod en ny, straalende
glæde: Hun vilde skrive til ham straks iaften. Stakkars,
stakkars Kristian, saa glad som han var i den faren —.
Men hun følte, hendes sorg for hans sorg var ikke
ægte. Nu kunde hun komme tilbage til ham, nu
trængte han til hende; hun vilde ikke bli vist tilbage.
Hun skrev og bad om at faa komme op til ham.
Hun maatte faa være for ham alt, hun kunde, hun,
som alligevel havde staaet ham nærmest saa længe.
Ingen vidste jo som hun, hvad han havde mistet i
sin far.
Det blev et langt brev, og et ømt og forsigtigt
brev. Varsomt vilde hun liste sig md til ham.
Hun maatte vente paa svar i tre dage. Uni gik
syg af angst og spænding. Du gode Gud, hun maatte
faa komme tilbage til ham, nu, han havde det ondt.
Aldrig mere skulde hun være egoistisk nu. Nu vidste
hun, hvad det var at være foruden kjærlighed. Hvor
hun skulde være god, ydmyg og god.
Den anden dag gik hun op til ham. Han var
flyttet derfra, hvor han havde boet før. Hun gik til
hans nye logi. Han var reist fra byen dagen før.
Den tredje dag, da hun om aftenen kom fra
teatret, laa der endelig brev. Det var stemplet Røros.
Der stod:
«Kjære Uni!
Jeg er dig saa usigelig taknemlig for dit
kjære brev. Jeg vilde skrevet til dig, straks jeg fik
telegrammet, men jeg orket ikke, og saa tænkte jeg
at skrive, naar jeg kom hjem. Jeg kan ikke sige dig,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
