Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Den lykkelige alder - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
102
«Du maa være snil mod mig, Kristian, og bli
her lidt endda — jeg gruer mig saa til at bli alene
igjen — du skulde bare vide, hvor forfærdelig alene
jeg har været —.»
Hans ansigt laa md til hendes hals, og han holdt
hende fast med hænderne foldet rundt hende —
hendes elskede, kjendte, kjære, lille spinkle skik
kelse —.
«Lille, lille, lille Uni — tror du, jeg vilde noget
saa gjerne som aldrig i livet slippe dig?»
Da hun for sidste gang gav ham det sidste kys
i døren og ståk gadedørsnøglen i hans haand, tog
hun ham et øieblik med begge hænder i skuldrene
og saa op med et Udet ængsteligt smil:
«Du faar ikke lov at angre paa det, Kristian!»
Han gik langsomt hjemover mod snoen — med
de smaa frosne snefnug stænkende ind i øinene,
gjennem de øde stille gader.
Nei angre —.
Kristian knyttet hænderne —. Kjendte, han gik
fremdeles med Unis gadedørsnøgle i haanden.
Hans lille, lille —. Kanske hun laa hjemme og
graat nu. Nu var hun alene —. Hendes lille kolde,
overfyldte værelse — hun havde gjort nogen smaa
mislykkede forsøg paa at faa det kunstnerisk, men
det var bare blit rod. — Hun sov vel forhaabentlig nu.
Han længtes selv ikke efter andet end søvn.
— Det var dumt at angre —. Og i middags, da
han gik hjemmefra, havde han ikke anet, hvad der
skulde hænde —.
Hvor lykkelig han vilde ha gaaet her nu, hvis
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
