Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Den lykkelige alder - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
107
Birgit gik ud og ind og stelte, mens Uni pakket
op pakken med smaabitte skjorter — ærmer og kraver,
bundet i smaa bunker med lyseblaa baand omkring.
«Jeg fik ikke syd mere,» sagde Birgit —. «Du
skal faa resten paa lørdag.»
«Aa du er en perle. Slutter du to paa lørdag
— kan du ikke komme til os til middag da, saa kan
du hjælpe mig lidt med at sy paa maskine — uf, jeg
rækker ingen verdens ting! — Men Birgit, er der
noget iveien med dig? — har du havt noget leit?»
Birgit havde faaet det til at brænde i ovnen
omsider. Hun blev liggende paa knæ der i lysviften
og stirre.
«Du Uni — det er forbi mellem Haakon og
mig —.»
«Aa men Birgit —.»
Uni kom hen til hende og stod der med sin haand
paa hendes skulder. Birgit begyndte at graate sagte.
«Men Birgit — det kan da bli godt igjen — du
kan skjønne det —.»
Birgit reiste sig op, og hun gik hen til spise
bordet og satte sig.
«Nei, det blir ikke godt igjen. Han er glad i
en anden.»
Birgit lagde sig ned over bordet og graat. Uni
stod stille og saa paa. Var der noget i verden for
færdeligere end denne graat — ikke Charlottes død,
ikke hendes egen smerte var som dette. — Hun graat
saa usigelig stille; der var ikke oprør eller trods, for
der var ikke en gnist af haab. Birgits lille skjæbne,
den var slut med at løitnant Gurstad havde slaaet op.
Livet vilde ikke komme til hende mere.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
