Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Den lykkelige alder - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
117
det var ligesom blit til ingenting igjen — hun var
alt kommet saa uendelig langt bort fra det hele.
Til Torbjørg forleden var oppe og saa paa den
lille. Saa havde hun fortalt, der var saa mange, der
snakket om hendes spil. — Hun burde forfølge sin
succes, straks hun kom op.
Efterpaa havde Kristian talt med hende om det.
Hun maatte ikke, maatte ikke ta noget hensyn til
andet end sig selv. Det var jo hendes liv — han
vilde ikke staa iveien for hende. Tilsidst bad han:
«Gjør det for min skyld, Uni!»
Hun vilde ikke gjøre det. Hun vidste det: han
vilde aldrig i livet gjøre det ringeste for at hindre
hende i noget af hendes, han som gik og syntes, han
havde gjort uret mod hende.
Men det var umuligt. Hun kunde ikke gaa til
bage til det der, og saa være det for Kristian, som
han trængte.
Kanske, hvis hun havde været aldeles sikker paa
sit talent —.
Nei. Da hun havde kastet sig i Kristians arme,
da var det jo fordi hun dunkelt havde haabet, hans
voldsomste kjærtegn, hans haardeste favntag, det kunde
kvæle hendes egen vilde, afmægtige udve.
Aa, den levet endda. Der var noget i hende,
der altid vilde længes ud, noget af hendes inderste
væsen, som der aldrig vilde bli brug for i Kristian
Hjeldes hjem.
Men det skulde de aldrig faa vide —.
Hun trykket varsomt sin lille pige md til sig.
«Det skal du aldrig, aldrig faa vide, lille bitte
Nora —.»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
