Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - En fremmed - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
127
Hun kom hid til byen i 87 —spillet. Her skal De
se —.»
Han tog to fotografier af sin lommebog og rakte
over til hende.
«Tak. Hvor yndig hun er!»
«Det fik jeg dengang. Det der er tat iforfjors.
Det er min tilkommende stedsøn, hun sidder med.»
«Hun ser forfærdelig sød ud.»
«Hun var bare atten aar da. Ja, hun var yndig.
— Dere minder meget om hinanden.»
Han sagde det alvorlig uden tanke paa, at det
var en kompliment. Og han saa, hun lagde ikke
merke til det.
Per Dyrssen følte pludselig varmt og sterkt, hvor
glad han var i hende. Fordi hun netop var saan,
uden behagesyge, uden fordringsfuld kvindelighed —
en ærlig, paalidelig, god ven.
Klog og naiv, uerfaren, med skarpe, iagttagende
øine — varm, men med überørthedens kjølige hud
over sit sind.
Hun var tyve aar yngre end han, og hun var
kvinde og vakker. Det havde vel git venskabet en
liden pikant buket. At hun var det, og at de havde
kunnet være venner, bare venner, i henved tre aar.
Han tænkte paa det nu — hvor ofte han havde gaaet
og smilt efter hende — naar de havde sagt hinanden
farvel. Fordi hun var saa alvorlig og ivrig — saa
ung. Man maatte vel bli saa gammel, som han var, før
man kunde forståa det, hvor sød hun var. Og hos
ham var hun altid sikker, vidste, hun aldrig vilde bli
misforstaaet. Ikke fordi de havde havt saa meget at
betro hinanden, forresten, saan direkte. Aajo, han nok.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
