Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - En fremmed - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
167
Edele saa op paa ham et øieblik — hendes
ansigt var ganske graat.
Dyrssen lagde sin haand ovenpaa hendes:
«Ja —.»
Saa tog han og førte hende med sig md i stuen
igjen. Hun gik hen og satte sig ved siden af Tom.
Hun var saa forfærdelig hjælpeløs. Saa gjerne
hun vilde tat Tom md til sig — og hun turde ikke,
turde ikke gaa et skridt nærmere, end de gav hende
lov til, turde neppe røre sig her ved dette forfærde
lige, som havde ramt dem.
Det greb hende pludselig, at det var grufuldt
altsammen — og grufuldt, at hun sad her, lammet
af deres sorg — og hun havde siddet kold og uden
for Alfs. Alf, som hun havde git sin sjæl og sit
legeme. Og hun stod udenfor hans smerte — uden
for, udenfor. Hun vidste ikke, hvordan hans sorg
saa ud. Men denne mand og denne gut — hun
vidste, hvad de led. Aa Gud, Gud —.
«De maa si til mig, Dyrssen, naar De vil, jeg
skal gaa, sagde hun pludselig sagte.
«Jeg vilde helst, De skulde bli,» svarte Dyrssen
rolig. «Jeg synes, jeg har været alene længe alle
rede. — Og saa er det ikke stort over fireogtyve
timer siden .»
De sad foran kaminen i hans værelse.
«Det er underlig, ikkesandt,» sagde Dyrssen med
en gang, med den samme fjerne stemme. «Her sid
der vi. Og hun maa ligge inde i kulden —.
— Maa —,» hvisket han haardt og besynderlig
raat.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
