Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - En fremmed - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
186
«Neida. Men vi maa gaa nu, hvis vi ikke skal
la din far vente.»
«Men det er da meget snarere, vi åker ned til
bautastenen,» indvendte Tom.
«Det er sandt,» sagde Edele fortumlet og satte
sig paa kjælken igjen.
«Er det sandt, du ikke har slaat dig,» sagde
Tom, mens de gik mod hotellet.
«Neida, jeg feiler ingenting.»
Edele blev rød. Tom saa saa rart paa hende.
Gud ved, hvad han havde fundet ud. Han gik stil
tiende og drog paa kjælken og saa ned i bakken.
Hun maatte jo ta sig sammen. — Hun kunde
jo vidst, de vilde komme til at mødes, før eller siden.
Det var ikke noget at være saa vanvittig skræmt for.
— Bare hun havde vidst noget om, hvad han tænkte
— hvad han havde gjort. Hvad mon han havde sagt
til Hildur Fjære.
Hun sad og snakket med Dyrssen og Aune. Og
mens de fortake om kapellet, var det, som lammelsen
gik af hende lidt efter lidt.
Hun blev bitteliden af taknemlighed over at være
kommet tiibage til dem. Hun spurgte forsigtig, til
Aune skjønte, hun forstod sig virkelig lidt paa det.
Saa talte de beggeto ivrig til hende.
Nu vidste hun, hvad det var, der altid havde
draget hende hidhen. De havde noget, der aldrig
kunde trækkes ned — en kysk kjærlighed til sit
arbeide, de var af dem, for hvem livet har dage, lyse
og svale og travle. Derfor kunde de leve, som de
vilde -— for dem var der en mening med at være til.
Hun tænkte paa alt, Per Dyrssen havde fortalt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
