Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - En fremmed - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
203
— faldt sammen under hendes unaturlig klare øine.
De magtstjal ham — han maatte se paa det som
hun —.
«For du synes, jeg har skjæmmet mig ud. Jeg
er det. Er ødelagt. Om man aldrig saa meget var
af silke engang — er man faldt i sølen engang, saa
er man alligevel bare en klud til hvadsomhelst —.»
«Edele —,» han talte lavt, men saa heftig, at
hun for sammen. «Ved Gud! Du skal ikke si sligt
til mig. Du maa ikke beskylde mig for overlagt
gemenhed —.»
Hun saa næsten forbauset op:
«Jeg vilde ikke beskylde dig for noget. Jeg
mente bare, jeg er blit det.
Nei hør paa mig, Per.
Siden dengang — da jeg kom tilbage til dit ven
skab — det er over et aar siden. Jeg var faldt udfor
engang — jeg vidste ikke selv, hvor megen skade
jeg havde tat. Du vidste det kanske —du kjender
livet meget bedre end jeg — selv om du ikke vilde
tilstaa det for dig selv. Du var min ven — du gav
mig den haand, jeg trængte. Men vort venskab blev
anderledes. Før var der meget, vi aldrig snakket
om, lod, som vi ikke saa. Du glemte aldrig, jeg var
en uskyldig liden pige. Nu havde det jo bare været
skaberi. — Du havde aldrig rørt ved mig heller før
— bare tat min haand sommetider. Siden tog du
mig ofte om livet og saan — for moro bare. Tror
du ikke, jeg ved, du har aldrig et øieblik tænkt noget
saant ved det selv —. Kan du for, at du er mand,
og jeg — erfaren — ?
Nei Per, lad mig snakke nu, mens jeg orker.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
