Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
118
skredne Dage forstaar den Kunst at bevare en
ret frappant Ungdomsfriskhed endog temmelig
højt op i Alderdommen, ganske ligesom man
har lært at konservere Asparges, Grønærter og
andet Foraarsgrønt. Alligevel . . . jeg ønsker ikke
at narre nogen. Heller ikke mig selv. Egentlig
er intet mig mere vederstyggeligt end en saadan
gammel, henkogt Ritmester, der forsøger at bilde
os ind, at han endnu lever, og som ovenikøbet er
saa enfoldig selv at tro derpaa. Nej, man skal netop
vise sin Aandsoverlegenhed ved at resignere i Tide,
give Ungdommen, hvad Ungdommens er, . . . saa
sparer man sig for mange Genvordigheder. Og
man kan saamænd have tilstrækkeligt af dem
i Forvejen. Gigten, Fordøjelsesbesværlighederne,
Havresuppen, Stensmerterne og Operationsbordet,
— det er de reelle Værdier, man har tilbage, naar
man er bleven fyrretyve Aar og har gjort sin
Skyldighed paa denne Jord.«
»Og saa Minderne,« indskød Fru Engelhardt
blidt. »De gode Minder, . . . dem glemmer De.«
»Minderne? . . . Hm! . . . Er ikke ogsaa de
saadan en Slags henkogte Varer, skabte til fattig
Vintertrøst for Tabet af den Sommer, der svandt?
Nej, lad os ikke tale om Minderne, og allermindst
om de gode! De er jo bare en Plage mere, . . .
det er jo netop dem, der, efterhaanden som vi
ældes, faar os til at føle alle Livets Tildragelser
som en bestandig svagere og mere trættende Gen-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
