Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
24
Officer. Næppe havde han faaet Øje paa mit ulyk-
salige Ansigt, før han foer ud igen, efterfulgt af
Løjtnanten, der slog en beundrende Latter op.
Til Schaffneren, som netop vilde lukke, sagde han
forklarende og saa højt, at jeg umuligt kunde
undgaa at høre det; »Pfui! Hier riecht ja entsetz-
lich nach Knoblauch«.
»Ja, det var hele Oplevelsen, og rimeligvis vil
du spørge, hvorfor jeg absolut har villet fortælle
dig den. Men det er heller ikke selve Begiven-
heden, jeg tillægger Betydning, men derimod det
Indtryk, den gjorde paa mig, og som endnu i
dette Øjeblik vækker en egen højtidelig Forundring
hos mig. Den gjorde nemlig ikke noget nævne-
værdigt Indtryk paa mig. Jeg blev i det højeste
lidt vemodigt stemt. Da den omtalte Dame efter
de to Herrers Bortgang forsøgte en Tilnærmelse,
aabenbart i den Hensigt at give mig en Slags
Oprejsning for den tilføjede Krænkelse, afviste jeg
ikke hendes Venlighed, saaledes som jeg i forrige
Tider vilde have gjort, men gav mig i Snak med
hende, som om der ingenting var sket. — For-
staar du mig nu? Jeg, om hvem man allerede i
mine Barneaar sagde, at jeg var uforsonlig, —
jeg kan nu ikke blive vred engang! Saaledes har
Lykken omskabt mig. Jeg veed nu, at det altid
mindre er Forhærdelse og bevidst Ondskab end
Vildfarelser og nedarvede Fordomme, der avler
Grumheden i Verden. Den Følelse, der nu over-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
