Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
60
Saa luskede Per stille bort.
Men da han havde gaaet et hundrede Skridt
standsede han igen og lyttede: de var begyndt
at synge derhenne. Han genkendte straks baade
Melodien og Ordene, — det var en af de gængse
Aftensange, som ogsaa hans Søskende plejede at
synge om Sommeren i det Fri:
»Fred hviler over Land og By,
ej Verden larmer mer.
Fro smiler Maanen til sin Sky,
til Stjerne Stjerne ser.«
Han lyttede med tilbageholdt Aandedræt. Al-
drig, syntes han, havde han hørt saa mange
smukke Stemmer. Aftenens dybe Ro gjorde vel
sit dertil. Trods Fjernheden lød ethvert af Sangens
Ord saa mærkværdig klart og fuldt i hans Øre.
Der var næsten noget overnaturligt deri. Sangen
syntes at stige umiddelbart op af Jorden om-
kring ham, at tone ud fra selve den nøgne Mark
som et Kor af Underjordiske.
»Og Søen blank og rolig staar
med Himlen i sin Favn.
Paa Dammen fjerne Vogter gaar
og lover Herrens Navn.«
Han havde lukket Øjnene. En ukendt Smerte
betog ham ved disse Toner, der vakte ligesom
et hulkende Ekko i skjulte Dybder af hans
Sjæl.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
