Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
122
for hende at faa ham til at aabne sig med fuld
Oprigtighed og Tillid, saasnart Talen var om hans
Familjeforhold.
Hun gik ham dog nu fortrøstningsfuldt imøde,
lagde sine Hænder om hans Hoved, kyssede ham
og sagde:
»Du kan nok forstaa, at jeg ikke kunde holde
ud at sidde hjemme, efter at jeg havde faaet dit
Brev. Jeg maatte se dig. — Du kære Ven, hvor
jeg forstaar din Bedrøvelse. Jeg har selv maattet
græde. For jeg synes, det er en Sorg, der rammer
os begge.«
Per skottede mistroisk ned til hende og mum-
lede nogle Ord om, at hans Moder jo i Virkelig-
heden havde været død for ham længe. Der var
saaledes for hans Vedkommende i Grunden ingen
Forandring sket.
»Aa ja, det er saadan noget, vi siger, min Ven,
for at trøste os. Jeg veed godt, hvad du har
mistet. Hvorfor skal vi skjule det for hinanden? . . .
Og at din Moder har boet her i Byen! Og at du
ikke har sagt mig det! Aa Per, hvornaar vil du
dog holde op med at gemme dig for mig, naar
vi netop har hinanden allermest behov? Eller
vidste du det ikke?«
Per svarede, idet han frigjorde sig for hendes
Hænder, at han hele Tiden havde haft i Sinde
at fortælle hende det; men hver Gang de havde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
