Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
24
Jakobe. Naar han sad i sin Baad og lod sig
gennembage af Solen, eller naar han laa og strakte
sig i Skyggen paa sin Yndlingsplads oppe under
Skovbrynet, ønskede han undertiden, at hun havde
kunnet dele disse Dages Sommerglæde med ham.
Hun vilde sikkert ogsaa have haft godt af at
aande Strandvejsstøvet ud af sine Lunger; hun
havde igen i den senere Tid set saa overnervøs
ud. Men saa kom han til at tænke paa, at hun
vistnok vilde betakke sig. For et Planteliv som
det, han i disse Dage førte, havde hun slet ingen
Smag. Saadan at ligge ganske stille med Hæn-
derne under Nakken og lade Tankerne drive med
Skyerne ud i det bundløse Blaa og føle sit eget
Væsen ligesom hensmelte og opgaa i Uendelighe-
den, — det var en Art Nydelse, hun aldeles ikke
forstod. Hun havde engang i et af sine Kærlig-
hedsbreve til ham brugt det Udtryk om sit Sind,
at det var hvileløst som Havet. Det passede.
Forresten var der ogsaa for ham selv noget
nyt i denne Følelse af Andagt overfor Naturen.
Da han var Dreng, havde Skoven og Engen kun
været ham en herlig Tumleplads, der frembød
Mulighed for al Slags eventyrlig Oplevelse. Siden
havde han overhovedet aldrig haft Lejlighed til
at falde til Hvile i den lykkelige Feriestemning,
der var nødvendig, for at man skulde kunne ligge
saadan udstrakt paa en grøn Skrænt og føle sig
som Centrum i Verdensrummet. — Naa, Herlig-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
