Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
58
udgød sig i En som en gylden Taage af mylrende
Tankekim.
Sagen var vel den, tænkte han, at en saadan
Naturlyd bragte Bud fra det evigt uforgængelige
i Tilværelsen. Have kunde udtømmes og Bjerge
styrte sammen; men saaledes som Vandet her
klukkede under Baaden, havde det klukket under
det første Menneskes første Kano, og Lyden vilde
gentage sig indtil Dagenes Ende ikke alene her
paa Jorden men paa alle Himmelrummets Kloder,
hvor der overhovedet fandtes Vand og et Øre til
at høre. Ved en saadan Lyd førtes Menneskenes
Aand direkte ind til Livets Udspring, ind i den
Evighed, hvor tusinde Aar var som en Dag og en
Dag som tusinde Aar.
Der var i alt dette noget af en betydningsfuld
sjælelig Opdagelse for ham. Han mindedes vel,
at han engang tidligere havde følt og tænkt noget
lignende. Det var, da han paa sin Rejse gennem
Schweiz første Gang saae Højalpernes lange Række
af solbeskinnede Snetinder hæve sig over Hori-
sonten som et Syn fra Tidernes Morgen. Men
Indtrykket havde dengang gjort ham utryg og
urolig. Nu derimod havde han faaet opladt den
»sjette Sans«, der aabnede ham Evighedens Dyb
og gjorde ham det fortroligt. Naar han saadan
sad ganske stille paa sin Baadtofte og stirrede ud
paa det røde Fiskeflaad med en Fornemmelse af
Legemsløshed, helt fortabt i Nuet, kunde han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
