Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
92
havde en stor og vel skolet Stemme, der efter-
haanden ganske beherskede Sangen.
»Og Søen blank og rolig staar
Med Himlen i sin Favn — —.«
Per sad tavs og lod udeltagende. Og dog var
der i Virkeligheden ingen, hvem Sangen og den
hele fortrolig-festlige Stemning greb dybere. Han
kom til at tænke paa den Aften for ikke længe
siden, da han havde stjaalet sig bort fra sine
Svigerforældres store, straalende og larmende Fest
og i Skjul af et Tjørnehegn havde iagttaget en
hyggelig Familjescene, der i meget mindede om
denne — lige til det, at man ogsaa der havde
sunget den gamle Aftensang, han saa godt kendte
fra sin Barndom. Nu var han sluppet inden-
for Hegnet men følte sig derved blot endnu mere
udenfor end før. Han sad her paa Hjemmets
Grund som en ubuden Fremmed. Der var ligesom
draget en Trolddomskres omkring ham paa et-
hvert Sted, hvorover Barndomshjemmets Aand
hvilede.
Der var jo paa en Maade ikke noget nyt for
ham heri. Det var den samme Ensomhedsfølelse,
han havde kendt allerede som Dreng. Kun rejste
den nu ikke længer Oprør i hans Sind. Trodsen
i hans Hjerte var forstummet. Han anklagede
Ingen, ikke sine Forældre, ikke Tidsaanden, ikke
Slægtsarven. Ikke heller sig selv. Som alt, hvad
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
