Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
136
heden jo undertiden var meget selskabelig. Naar
man med tilstrækkelig Grundighed søgte ind i
sig selv, fik man ofte en ganske skuffende For-
nemmelse af at have Fremmede hos sig.
Per, der følte sig personlig ramt af Bemærknin-
gen, sagde med et Forsøg paa at fortsætte Lignelsen,
at saadanne Fremmede desværre ofte var ret be-
sværlige Gæster, der skabte Uro og Uhygge.
Atter gled det flygtigt studsende, ligesom lyt-
tende Udtryk henover Præstens bortvendte Ansigt.
Han gik dog ikke nærmere ind paa Emnet, til-
føjede blot som en Afslutning, at man jo ogsaa
gerne tyede til andres Tanker for at forjage sine
egne. Bøger virkede saa rart afledende. De Be-
tragtninger, Folk førte tilbogs og lod trykke, var
i Almindelighed ikke opskræmmende.
Der blev igen en Pavse. Præsten var aabenbart
her kommen ind paa noget, hvorom han ikke øn-
skede at udtale sig nærmere. Per forstod, at han
var paa sin Post overfor ham, og at der ikke kunde
komme nogen Samtale i Gang. Han rejste sig derfor,
og Præsten gjorde sig ikke dennegang nogen An-
strengelse for at holde ham tilbage. Dog var han
ingenlunde uhøflig. Ved Afskeden rakte han ham
endog sin Haand — en besynderlig tør og hed
Haand — og gjorde verdensmandsmæssig en Und-
skyldning, fordi han af Frygt for Træk ikke fulgte
ham ud i Forstuen.
Saa kort og lidet betydende dette Møde havde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
