Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
151
den Tvedelthed i sin Natur, den Mangel paa Evne
til at falde til Hvile i en bestemt formet Livsan-
skuelse, som forhen saa ofte havde gjort ham
modløs. I sin Tale kom Pastor Fjaltring netop
altid tilbage til Tvivlen som Troens nødvendige
Forudsætning, dens »vellystfulde, evigt undfan-
gende Moderskød«. Som Dagen fødtes af Natten
og denne igen af Dagen, og som alt Liv paa Jor-
den fremkaldtes af dette Vekselspil mellem Mørke
og Lys, saadan betingedes ogsaa det religiøse Liv
af et uafhjælpeligt Modsætningsforhold, der ved sine
Brydninger vedligeholdt Sjælens Uro. En Tro,
som ikke bestandig fornyedes gennem Tvivl, var
en livløs Ting, et Kosteskaft, — en Krykke, ved
hvis Hjælp man maaske nok for en Tid kunde
glemme sin Lamhed; men en virkelig, livsop-
holdende Kraft var den ikke.
I et af sine spøgefulde Øjeblikke havde han
sagt:
»Dersom det er rigtigt, at Vejen til Helvede er
brolagt med vore gode Forsætter, saa maa jo nød-
vendigvis Vejen til Himlen været banet med vore
slette.« Og han havde derpaa udviklet, at der
maaske var mere Sandhed heri, end det i første Øje-
blik kunde se ud til; thi — sagde han — ligesom
det menneskelige Legemes Gang »noksom bekendt«
var et bestandigt men betids afbrudt Fald, saa-
dan var ogsaa vor Aands Udvikling hen imod
Fuldkommenheden et uafladeligt Syndefald, af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
