Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
214
genen, mens her endnu kun var faa Spaserende.
Ogsaa nu i Byens Middagstid var der fredeligt.
Børnene og Ammerne var draget hjem. Bænkene
var tomme. Lange og brede Skygger strakte sig
henover Plæner og Gange, mens Solen endnu
skinnede paa det gulnende Løv og de mange
irgrønne Broncestatuer.
Han tog Plads paa en Bænk i en af Midter-
gangene; og mens han sad der uforstyrret og teg-
nede med sin Stok i Gruset, skød paany den
Tanke op i ham, at det vilde være en Lykke
baade for Inger og Børnene, om han døde eller
paa anden Maade gled ud af deres Tilværelse.
Maaske især for Børnene. Han tænkte paa,
hvad Inger forleden havde fortalt om Hagbarth.
Han havde forresten ogsaa selv i nogen Tid mær-
ket, at der var kommen noget skjult i Drengens
Væsen overfor ham; han havde blot ikke før
kunnet forklare sig Aarsagen. Saaledes havde
han en Dag overrasket ham i en ret uskyldig
Jagt efter en Fugl ude i Haven, og det Udtryk,
der var kommen i Drengens Øjne, da han op-
dagede ham, havde isnet ham dybt ind i Sjæ-
len. Det havde været for ham, som om han saae
sig selv som Barn staa foran Faderen og paa een-
gang angst og fripostig gribe til alle Slags uvær-
dige Udflugter for at dække over en Forseelse.
Men Hagbarths klare Pande maatte intet Kains-
mærke formørke! Den Forbandelse, der hvilede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
