Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— III —
Men Burman svarte ikke. Burman var
borte. Koblet var slidt, vindusruden i knas.
Majoren var rasende.
„Jomfru Mortensen," sa han, da han kom
op igjen. „Har De set mage til bæst? Han
har slidt sig, har slaat ruden itu og er løbet
sin vej."
„Det vilde jeg gjort i hans sted ogsaa,"
svarte jomfru Mortensen; hun havde ærgret sig
skammelig over den to dages musik og havde
følt den dybeste medlidenhed med Burman.
„En kan ikke tvinge sin natur," mente hun.
Majoren bare saa paa hende med dyb
foragt. Han havde havt størst lyst til at gi hende
de prygl, Burman skulde havt. Men det turde
han ikke; for jomfru Mortensen havde ogsaa i
de senere tider mere og mere vist lyst til at
sætte sig paa bagbenene, og nogen aabenlys
krig var det ikke værd at risikere.
Men han lovede sig selv, at naar Burman
atter kom tilsyne, da skulde han vel sagtens
finde midler til at tvinge ham til for fremtiden
at opføre sig anstændig. Fanden satan, han
havde da i gamle dage kunnet mestre den
opsætsigste rekrut, saa skulde det dog være
underligt, om han nu ikke engang skulde kunne gjøre
sig en hund underdanig. Ja, han skulde bare
komme igjen, Burman!
Men Burman kom ikke igjen. Han var
borte og han blev borte. Han syntes sagtens,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
