Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 129 —
tilbage, men det var ikke raad for at dæmme
op for den rasende ordflom.
Pludselig brød Johan Sebastian ud i
krampe-graad.
„Hvis du ikke tier stille nu, onkel major,"
sa han med skjælvende stemme, „hvis jeg
virkelig er et saa jammerligt kreatur, som du der
siger, da kan jeg ligesaa godt gaa hen og hænge
mig med det samme ... Ja, jeg gjør det!"
„Nej, nej, nej," raabte Pawels, „sig da ikke
saadant! Hører du! Hører du, min kjære gut!
. . . Jeg ber dig, Johan Sebastian, jeg
bønfalder dig, sig ikke noget saa frygteligt!"
Majoren blev taus; han saa fra den ene til
anden.
„Hører du, Johan Sebastian!" vedblev
Pawels og faldt sønnen om halsen. „Du maa
ikke tænke paa noget saa skrækkeligt. Du
maa love mig højt og dyrt, at du ikke vil gjøre
noget saadant."
„Nu ja, jeg lover det," sa Johan Sebastian
kort, „men jeg taaler ikke slig medfart, slig
skammelig tiltale."
Dermed gik han ud af værelset, Pawels
fulgte efter ham.
Majoren blev staaende midt paa’ gulvet.
Han saa efter dem med et haanligt blik.
„Han? Hænge sig?" sa han. „Ja, han
gjorde det engang som smaagut, til muntration,
fordi han vilde bli engel. Nu er forgyldningen
9 — Sinding: Major Glad.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
