Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 156 —
„Naar du ler af det, saa vil jeg ikke læse
mere for dig," sa han forarget.
„Kjære Paals," svarte majoren, „tag det
nu ikke saa højtideligt. Kan du ikke begribe,
at jeg kan komme til at le? Jeg synes godt om
god mad, og det gjør du med; men Wagner
skjønner jeg mig ikke paa; ialfald ikke, at man
skal behøve at spege sit kjød for at forstaa
ham. Men ham og dem om det; menneskene
er nu saa forskjellig beskafne. Læs bare videre;
vi er jo gode gamle venner, og du har lovet,
at du ikke vil fordølge noget for mig mere."
Pawels læste videre, men han var ikke
længer saa sikker i stemmen.
. . . „Jeg var der igaar. Det var langfredag.
Der brændte kun en enkelt rød ampel under
loftet, og de to lys ved flyglet, forat hofraten
kunde se noterne — det er nemlig en hofrat,
som i regelen holder foredragene og spiller og
synger til. Rundt væggene sad herrer og
damer i sort antræk. Alt var festligt og
højtideligt. Alle sad de med bøjede hoder og saa
ned i paavente af forkyndelsens komme.
Egentlig havde jeg aldrig troet, at jeg var religiøs,
men det kommer af, at den religionsforkyndelse,
jeg har hørt hidtil, har været tør og kold. Men
dette har grebet mig, og jeg har en følelse, som
om et nyt lys gjennemstrømmer min sjæl . . .
Saa gik hofraten hen til flyglet, satte sig ned
og slog nogle akkorder an. Disse akkorder,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
