Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 193 —
Johan Sebastian, som ogsaa gjennem det værk
havde faat sit kald aabenbaret, indtil han til
slutning blanded Johan Sebastian og Parcival
sammen og Parcival og Jesus, for de præked
jo det samme i grunden. Og saa kom han
endelig ind paa bibelen og barnetroen igjen og
læste og læste, saalænge til han endelig trodde
paa miraklerne med, slig som da han var
smaa-gut; var der skeet mirakler i fordums dage,
saa vilde de ogsaa kunne ske i vor tid, og til
slutning stod det for ham som en given sag,
at vilde han bare tro og be til Gud, saa vilde
der ske et mirakel med Johan Sebastian, med
ham, den „rene daare". Thi det havde han
faat paa det rene under sit besøg i München,
at Johan Sebastian var en daare, den „rene
daare". Det havde pint og trykket ham saa
forfærdelig i begyndelsen, men saa var det lidt
efter lidt gaat op for ham, at dette var jo dog
det højeste, som kunde eftertragtes; det var
det, som gav storheden. Stod der ikke skrevet:
salige er de fattige i aanden, thi himmeriges
rige hører dem til. — Javist var den tanke nu
og da skudt op i ham, at Johan Sebastian var
fattig i aanden. Men han begyndte nu at
skjønne, at det var den rige fattigdom, han
ejed, den som var saa god som selve
himmerig.
„Aa, bare vent, bare vent," tænkte Pawels,
„til han faar stillet ud, saa vil folk faa øjnene
13 — Sinding: Major Glad.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
