Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 203 —
havde svoret aldrig at komme hjem; det var
sørgeligt, men det var dog en lykke. Tænk,
om han skulde opdage, at hans billeder var
havnet deroppe paa mørkloftet! , . . Han kunde
jo brænde dem op for at være sikker! . . . Nej,
det nænned han dog ikke. Han vilde haabe,
at Johan Sebastian aldrig, aldrig kom hjem, og
han bad til Gud dag og nat, at han maatte
afholde ham fra at komme hjem. Og han sad og
læste i bibelen om synd og skyld og om
tilgivelse og barmhjertighed. Men jo mere han
læste, des sikrere blev han paa, at for hans
brøde kunde der ingen forsoning gives. Det
var jo som en synd imod den helligaand, han
havde begaaet. Havde han ikke alle sine dage
sat kunsten og dens dyrkere som det højeste
og helligste? Havde han ikke foragtet majoren,
fordi han ikke fattede kunstens værd? Havde
han ikke støttet og hjulpet hans nevøer frem?
Og nu var han gaat hen og havde forraadt sin
egen søn. Ligesom Judas, som forraadte sin herre
og mester. Hvad vilde vel hans salig hustru
si, naar de engang mødtes paa dommens dag
og hun spurgte ham, om han havde holdt det
løfte, han havde git hende paa dødslejet, at
han skulde vaage over sønnen og hans
kunstnerfærd. Han frygtede næsten hende og hendes
bebrejdende blik mere, end han frygtede
Vorherre. Han kunde da ialfald ikke gjøre mere
end at dømme ham hen i det yderste mørke;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
