Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 204 —
straffen vilde han gjerne ta paa sig; det vilde
ordentlig være ham en trøst at lide, hvad han
fortjente at lide; men det bebrejdende blik fra
hende, som vilde fremstaa mod ham med sin
anklage, det var ham ikke til at holde ud . . .
Og saa Johan Sebastian selv da, naar de
engang mødtes hinsides livet! . . . Naar de bare
undgik at mødes igjen alt i dette liv! Thi nu
kunde han ikke mere se sin gut aabent ind i
øjnene . . . Naar bare ikke Johan Sebastian
kom hjem igjen og kom op paa mørkloftet!
Bare han ikke kom paa mørkloftet!
Og han listed sig paa taa opad
loftstrappen, aabned døren med al forsigtighed, at ingen
skulde høre den knirke, gik derind og satte sig
paa en gammel, afdanket stol, som havde mistet
sædet, og sad der og stirred paa de seks store
Parcivalbilleder og det gamle fra Berlins gader.
De stod der alle paa rad med lysende
guldrammer, frygtelige vidner om hans
nederdrægtighed. Det var, som om alle figurerne blev
levende i halvmørket, traadte ud af rammerne
med den „rene daare" i spidsen og trued ad
ham.
End om han tog en kniv og skar altsammen
istykker! Bar stykkerne nedenunder og putted
dem i ovnen, brændte dem op! Saa ingen
kunde komme til at se dem mere. Saa var alle
beviser for hans jammerlige handlemaade skaffet
af vejen! . . .
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
